Lovgivning & tilladelser
Skat og moms for glampingværter
Driver du et glampingsted som en rigtig virksomhed med gæster, der booker og betaler, er du skattemæssigt en erhvervsdrivende, ikke en privatperson, der lejer et værelse ud i ny og næ. Det lyder banalt, men det er faktisk den vigtigste skelnen at forstå, for den afgør, hvilke regler du skal følge – og de er ikke de samme regler, som gælder for naboen, der lejer sit sommerhus ud nogle uger om året.
Viden målrettet dig som glampingvært
Du modtager relevant info – både juridisk og praktisk samt får gode råd og inspiration til at vækste din glampingforretning.
Du vil modtage maks 1-2 mails månedligt.
Bliv medlem af Danmarks eneste univers for værter
Her er de vigtigste regler for skat, moms og fradrag du bør kende
- Skrevet af Danskglamping.dk
- 31. juli 2026
Hobby eller rigtig virksomhed - grænsen, du bør kende
Før noget andet er relevant, er der et mere grundlæggende spørgsmål værd at stille sig selv, especielt i opstartsårene: er det, du driver, overhovedet en erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand endnu?
Skattestyrelsen bruger to kriterier til at afgøre det.
1) Rentabilitetskravet – er der udsigt til, at driften på sigt kan give et rimeligt overskud? Et par magre opstartsår er ikke i sig selv et problem, men vedvarende underskud uden udsigt til bedring kan betyde, at det ikke anerkendes som en rigtig virksomhed.
2) Intensitetskravet – har aktiviteten et vist omfang, eller er det mere sporadisk?
Det er ikke kun et teoretisk spørgsmål. Bliver dit glampingsted i stedet vurderet som hobbyvirksomhed, gælder markant dårligere regler: et eventuelt underskud kan ikke trækkes fra i din øvrige indkomst, og det kan heller ikke gemmes til modregning i senere år. Har du lige investeret stort i telte, hytter og infrastruktur og forventer underskud de første sæsoner, er det derfor en central skelnen at have styr på fra start.
Overskuddet beskattes som personlig indkomst
Skattestyrelsen betragter udlejning af fast ejendom som selvstændig erhvervsvirksomhed, og indtægten skal som udgangspunkt medregnes som personlig indkomst, ligesom hvis det var løn. Du har dog mulighed for at vælge virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen i stedet, som begge kan give en mere fordelagtig beskatning – blandt andet fordi renteudgifter og andre driftsomkostninger kan trækkes fra i virksomhedens overskud, og fordi overskud kan opspares og bruges i år, hvor det går dårligere.
Der er dog en fælde, mange overser: vil du bruge virksomhedsordningen, skal du reelt have givet afkald på selv at bruge ejendommen privat. Overnatter du selv i din egen glampinghytte i weekenderne, mens den ellers er sat til erhvervsmæssig udlejning, kan det spolere muligheden for at bruge ordningen på netop den del af ejendommen.
Denne artikel tager udgangspunkt i, at du driver glampingstedet som personligt ejet virksomhed (fx enkeltmandsvirksomhed) – det er langt den mest almindelige model for nye glampingsteder. Vælger du i stedet at stifte et ApS, gælder andre regler (selskabsskat i stedet for personskat, og virksomhedsordningen er ikke relevant på samme måde). Overvejer du selskabsform, er det en beslutning, der bør tages sammen med en revisor, inden du går i gang.
Kilde: Skattestyrelsen – Den juridiske vejledning C.H.3.2.2.1 og C.H.3.4.2.2
Moms - og her ligner glamping mere et hotel end et sommerhus
Det er her, mange nye værter tager fejl. Almindelig udlejning af et sommerhus er som udgangspunkt momsfritaget. Men Skattestyrelsen har en klar, separat regel for udlejning, der minder om et hotelophold – kort varighed, og en art virksomhed, der reelt konkurrerer med hoteldrift. Den slags udlejning er momspligtig, ikke momsfritaget, selvom det foregår i et telt eller en hytte i stedet for et hotelværelse.
Der findes faktisk en tankevækkende parallel til hotelbegrebet, vi gennemgik i artiklen om sommerhusloven & hotelbegrebet: også her lægger Skattestyrelsen vægt på, om der er mulighed for forplejning i tilknytning til opholdet – og ligesom i hotelbegrebet er det nok, at du har en aftale med en restaurant i nærheden om at stå for den del. Jo mere dit glampingsted ligner et hotelophold (kort varighed, mulighed for morgenmad, professionel drift), jo tydeligere er det, at momspligten gælder.
Kilde: Skattestyrelsen – Den juridiske vejledning D.A.5.8.6, Momspligt ved udlejning af hotelværelser
Momsregistrering - grænsen på 50.000 kr.
Som de fleste andre virksomheder i Danmark skal du momsregistreres, når din omsætning forventes at overstige 50.000 kr. inden for en løbende periode på 12 måneder – ikke nødvendigvis et kalenderår. Den almindelige momssats er 25 %, og Danmark har ingen reduceret sats for overnatning, sådan som nogle andre europæiske lande har. Der findes en juridisk afgørelse fra 2006, hvor Landsskatteretten netop slog fast, at udlejning for kortere perioder end en måned, der kommercielt minder om hoteldrift, er momspligtig – præcis den kategori, de fleste glampingsteder falder ind under.
Det kan desuden anbefales at læse op på hvilke forsikringer du bør have til dit glampingsted.
Fradrag, du bør kende til
Driver du glamping erhvervsmæssigt, kan du som udgangspunkt trække driftsrelaterede udgifter fra i din indkomstopgørelse – blandt andet vedligehold, forsikring og relevante ejendomsudgifter samt oftets også markedsføringsudgifter. Er du momsregistreret, kan du desuden trække momsen fra på erhvervsmæssige indkøb, som fx nye telte, møbler eller vildmarksbad til stedet, ved at modregne den i din salgsmoms.
Har du investeret i nye glampingenheder, inventar eller andet driftsmateriel, kan udgiften typisk ikke trækkes fra som én samlet engangsudgift – den skal i stedet afskrives skattemæssigt over flere år som driftsmiddel. Det kan være en fordelagtig regel at kende til, specielt i de første, investeringstunge år. En revisor kan hjælpe med at lægge den rigtige afskrivningsplan for netop dine investeringer.
Denne artikel giver et overblik over de generelle regler, sådan som Skattestyrelsen selv beskriver dem, og er ikke en erstatning for individuel rådgivning. Din konkrete situation – virksomhedsform, ejerskab, andre indtægter – kan påvirke, hvad der gælder for netop dig. Vi anbefaler at tale med en revisor, før du træffer beslutninger om skat og moms.
OBS: Vi gør opmærksom på at Danskglamping.dk ikke yder rådgivning eller support på denne type sager.
Ofte stillede spørgsmål om skat, moms og fradrag ved glamping
I praksis, ja - de fleste glampingsteder markedsfører sig, tager imod bookinger og skal momsregistreres, hvilket i alle tilfælde forudsætter en registreret virksomhed. Er du i tvivl om den rette virksomhedsform for netop din situation, er det et spørgsmål, en revisor kan hjælpe dig hurtigt videre med.
Ikke nødvendigvis i alle tænkelige situationer, men langt de fleste kommercielle glampingsteder vil falde ind under momspligten, fordi opholdene er kortvarige og driften minder om hoteldrift. Er du i tvivl om netop din model, er det værd at få det bekræftet konkret.
Ikke uden videre. Virksomhedsordningen forudsætter, at du reelt har givet afkald på selv at råde over ejendommen. Bruger du den privat, kan det udelukke netop den del fra ordningen.
50.000 kr. i omsætning over en løbende 12-måneders periode.
Det afhænger af rentabilitetskravet (udsigt til rimelig fortjeneste over tid) og intensitetskravet (aktiviteten har et vist omfang). Er begge dele opfyldt, er det en erhvervsvirksomhed - også selvom de første år giver underskud.

